Positionskort 1 & positionskort 2

Den narrative praksis anvender metaforen ”kort”. Det kort, man som regel anvender først, når en person henvender sig om hjælp til et problem, kaldes positionskort 1. Denne spørgsmålsguide tager udgangspunkt i den dominerende historie og giver nogle retningslinjer for, hvordan man som professionel hjælper kan agere respektfuldt over for klienten og hjælpe denne, til selv at kunne forholde sig til sit problem. Den narrative orienterede terapeut opfatter ikke sig selv som ekspert. Denne forholder sig  kun nysgerrigt og spørgende, for at kunne medvirke til en rigere historiefortælling. Spørgsmålene indeholder i sin enkleste form fire spørgsmålsområder:

1.     Navngivelse:  Hvad vil du kalde dit problem ? Hvilket navn vil du give problemet, som føles oplevelsesnært og rigtigt for dig? Hvad vil du kalde det, du slås med, og som måske løber af med dig?

2.   Effekt:  Hvad er effekten af dette problem? Hvad får det dig nogle gange til at gøre og sige? Hvad er effekten af dette problem på din selvfølelse, på din relation til dig selv ? Hvad er effekten på dine relationer til andre?

3.   Evaluering:  Hvad syntes du om, at problemet har den indflydelse på dit liv og på dine relationer, som det har? Er det fair, at livet er sådan for dig?

4.   Begrundelse:  Hvorfor mener du, det som du gør, om problemets indflydelse? Hvilke værdier, ønsker og håb rammer dette problem ind i, som er dyrebare og centrale for dig ? ad3                     

Der kan kun eksistere problemer i et liv, hvis der implicit i fortællingen om dette liv og om de problemer, der invaderer dette liv, er et ønske om en anden tilstand og et andet liv, en anden praksis. Den anden praksis er altid begrundet i en levet erfaring, i en erfaring med et bedre liv. For hvor skulle ønsket om et andet liv og en anden praksis ellers komme fra?  Den narrative praksis ønsker, at finde disse små stumper og stykker af røde tråde og spor, der begrunder ønsket om et andet liv end det, der er domineret af problemet. Terapeuten ønsker at strikke disse små stumper og stykker af alternativ erfaring sammen, til en ny alternativ historie, til en rigere og mere fortrukken historie.

Positionskort 2 består af de samme fire trin som i positionskort 1, men med fokus på de netop foretrukne handlinger, der ikke passer ind i den dominerende historie.

Spørgsmål i handlings -& identitetslandskab

Når vi undersøger et problems historie og indflydelse, bevæger vi os i to landskaber – handlingslandskab og identitetslandskab. Vi ønsker som terapeuter, at forstå så meget som muligt om begivenheden, selv den mindste detalje.

Spørgsmål i Handlingslandskabet er historiens materiale og består af en rækkefølge af begivenheder, der udgør plottet og det underliggende tema. Man kan her undersøge hændelserne, omstændighederne, handlingsforløbet og tid. Terapeuten vil ofte indlede spørgsmålene med hvem, hvad, hvor eller hvornår, hvilket gør det muligt at foretage en mere indgående udforskning af f.eks. den dominerende historie. Spørgsmål såsom: ”hvornår skete det?”, ”hvad skete der lige inden?” eller ”hvad gjorde du så?”, kan være nogle eksempler på handlingsspørgsmål. ad4

I identitetslandskabet opfordres personen til at overveje, hvilken mening begivenheden som han eller hun har beskrevet, har. Identitetslandskabet udgøres af det som personen ved, tænker, føler eller ikke ved, tænker, føler.

Terapeuten kan gøre brug af denne indgangsvinkel som en ledetråd til, at udforme og videreudvikle den underordnede fortællerlinje i personens liv, der kan give personen grundlag for at gå videre, med at forholde sig til sine problemer og bekymringer på en måde, der harmonerer med de temaer, personen tillægger værdi i sit liv. Spørgsmål såsom : ”Hvordan vil du beskrive dit forhold til Michael, da det skete?” eller ”hvad var intentionen med dit liv, da du tog dette skridt?”, kan være eksempler på spørgsmål i identitetslandskabet.ad5

 

Unikke hændelser

Unikke hændelser omfatter alt det der modsiger eller falder uden for problemhistorien. Det der ikke harmonerer med den dominerende historie. En unik hændelse skal foldes ud, da den for det meste bliver overset/overhørt af dem, der er fanget i en dominerende historie. Det er derfor terapeutens opgave at være særlig opmærksom på disse hændelser, da klienten ofte ikke tillægger historien en større værdi. Men en unik hændelse kan fungere, som en dør ind til den alternative historie og en mere righoldig beskrivelse.

Det er værd at bemærke, at de unikke hændelser først bliver til unikke hændelser, når terapeuten spørger ind til dem og udfolder deres betydning. Først når det bliver klart at personen selv oplever dem som betydningsfulde, alternative unikke hændelser, er der tale om en reel unik hændelse. Det er personens egen vurdering, der afgør, om hændelsen er unik eller ej. Sker dette, kan terapeuten forholde sig til disse unikke hændelser på samme måde, som man ville forholde sig til mysterier. Der er tale om mysterier, som kun de pågældende selv kan udrede, når de reagerer på terapeutens nysgerrige udforskning. For at fremme denne proces, kan terapeuten stille en række spørgsmål, herunder spørgsmål, som jeg netop har beskrevet ovenfor om henholdsvis handlingslandskabet og identitetslandskabet. ad6

Man har i almindelighed lettere ved at besvare spørgsmål om sådanne unikke hændelser, hvis de er en del af ens hverdag. Der er derfor størst sandsynlighed for, at spørgsmål om sådanne hændelser vil medføre en rigere og mere omfattende beskrivelse af en alternativ historie.ad7

 

Eksternaliserende sprogbrug

Mange personer der starter i terapi, er af den overbevisning at problemerne i deres liv er en afspejling af deres egen identitet. Denne forståelse påvirker deres bestræbelser på at løse problemerne, og desværre har disse bestræbelser typisk den effekt at problemerne forværres. Folk ender kort sagt med at tro, at deres problemer bunder i indre  omstændigheder ved dem selv, og at de eller andre i virkeligheden er problemet.ad8 

Eksternaliserende samtaler kan være en modgift til disse indre forståelser ved at objektivere problemet, så problemet bliver problemet, ikke personen. Alice Morgan skriver i sin bog Narrative samtaler, at hun nogle gange råder terapeuter til at forestille sig, at problemet er en ”ting”, noget der befinder sig et andet sted i rummet, f.eks. på personens skulder eller en anden stolad9.  Vi taler altså om at problemet er noget uden for personen. Dette gør det muligt for personen at opleve en identitet, der er adskilt fra problemet. Personen får hermed mulighed for at danne sin egen mening om og forklaring på problemet.

Michael White lagde i de senere år en vis afstand til eksternaliseringspraksissen, fordi den var med til at teknificere narrativ terapi. Han foretrak derimod at tale om eksternaliserende sprogbrug, uden at man tvangsmæssigt skulle eksternalisere et hvilket som helst problem.ad10 I det eksternaliserende sprogbrug er problemet stadig problemet, hvor hver får sin identitet, men det er i sprogbruget, at problem og person bliver skilt ad. Det kan være vanskeligt at skille sig helt fra problemet endnu ved kun at være i sprogbruget, men i forhold til den traditionelle eksternalisering, hvor klienten har holdningen, at problemet skal forsvinde, kan vi via sprogbruget snakke om problemet, mens det godt må være der. Vi skal ikke tage problemet fra dem, men mere forholde sig til problemet og finde en placering i sig selv. Et eksempel på sprogbruget kunne være, at terapeuten ændrer sætningen ”jeg er træt” til ”så når trætheden melder sig…”, eller ”det ville være rart, hvis du ikke altid var så voldsom overfor de andre, Michael – hvad skal vi gøre ved det?” til ”Michael, kunne vi ikke lige tale lidt om den der voldsomhed, som jeg syntes nogle gange er på spil hos dig? Vil du også kalde det voldsomhed?”. Navngivningen i den før omtalte positionskort 1, er også en del af den eksternaliserende sprogbrug.

Genforfattende samtaler

Ved genforfattende samtaler inviteres mennesker til at gå videre med at udvikle og fortælle historier om deres liv, men de hjælper også mennesker med at inkludere nogle af de mere oversete, men potentielt betydningsfulde oplevelser og begivenheder, som er ude af trit med deres dominerende fortællerlinjer. Disse oplevelser kan betragtes som ”unikke hændelser” eller undtagelser. Det er disse unikke hændelserad11 eller undtagelser, der danner udgangspunkt for genforfattende samtaler.

De fungerer som en indfaldsvinkel til de alternative fortællingslinjer i folks liv, som i begyndelsen af samtalerne dårligt nok er synlige ad12

I samtalen på den dominerende historie i positionskort 1, dukker der ofte flere unikke hændelser op, der kan være med til at skabe en ny historie, som via inddragelse af andre ex. personer eller andre handlinger, giver livet en anden betydning, ud fra de nye værdier og intentioner. I dette modplot til den problemfyldte historie, arbejdes der i en vekselvirkning i de forskellige handlings- & identitetslandskaber for at skabe en sammenhæng, hvor mennesker får mulighed for at tilskrive mening til mange af de oversete, men signifikante hændelser i deres liv, og indarbejde dem i en fortællingslinje.ad13

Genforfattende samtaler udviser normalt en tendens til generering af identitetskonklusioner forbundet med en intentionel forståelse uanset, hvordan situationen tegner sig fra begyndelsenad14

Dette kort for genforfattende samtaler fungerer som en ledetråd for terapeuten i udformningen af terapeutiske samtaler, der udvikler underordnede fortællerlinjer i folks liv. Det er videreudviklingen af disse underordnede fortællerlinker, der giver folk grundlag for at gå videre med at forholde sig til deres problemer og bekymringer på måder, der harmonerer med de temaer, de tillægger værdi i deres liv. Disse temaer bliver mere righoldigt udfoldet i løbet af de genforfattende samtalerad15

 

ad3   Morgan, Alice, Narrative samtaler, side 15

ad4   Morgan, Alice, Narrative samtaler, side 94-95

ad5   Morgan, Alice, Narrative samtaler, side 96-97

ad6   White, Michael, Narrativ teori, side 70

ad7  Morgan, Alice, Narrative samtaler, side 8

ad8  White, Michael, Kort over narrative landskaber, side  29

ad9  Morgan, Alice, Narrative samtaler, side 42

ad10  Holmgren, Allan, artikel Den fraværende, men implicitte

ad11  White, Michael, Kort over narrative landskaber, side 239

ad12  White, Michael, kort over narrative landskaber, side 77-140

ad13  White, Michael, kort over narrative landskaber, side 96

ad14  White, Michael, kort over narrative landskaber, side 119

ad15  White, ^{Michael, kort over narrative landskaber, side 14}