Jysk Terapi Center

Kontakt mig uforpligtende:
51 21 61 21

Kognition betyder tænkning eller erkendelse og handler om, hvad man gør med de sanseindtryk, man får såvel fra verden som fra sig selv. Kognitiv terapi er således en terapiform der tager udgangspunkt i og lægger vægt på den tænkning, man har i forbindelse med de situationer, man befinder sig i. Den måde man tænker på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan man vurderer og oplever sig selv og en given situation eller begivenhed.

Forestil dig for eksempel, at du en mørk aften er ude og gå en tur med din hund og at du pludselig hører fodtrin lige bag dig. Hvis din første tanke er, "Åh nej, nu bliver jeg slået ned", så vil du mærke angsten og dermed en række kropslige reaktioner gå igang (f.eks. hjertebanken, sveden, rysten, halsen, der snører sig sammen, et sug i maven), og din adfærd vil ganske givet være lettere panisk, som for eksempel at løbe væk, skrige højt, begynde at græde el.lign. Er din tanke derimod "nå, det er blot en anden fredelig person der er ude og lufte sin hund", så vil du ikke opleve angstreaktionen, og din adfærd vil være upåvirket.

I kognitiv adfærdsterapi går man ud fra, at uhensigtsmæssig angst opstår, når vi af forskellige grunde for nemt får aktiveret overopmærksomhed og negative, automatiske tanker, der skræmmer os og får os til at opleve særlige situationer som mere farlige, end de egentlig er. En af grundene kan være, at man med sig i bagagen har fået nogle tanker om og opfattelser af verden eller sig selv, som øger sandsynligheden for, at man hurtigere kommer på “fare på færde”-tanken end “tag det roligt, der sker ikke noget”-tanken.

Det kan for eksempel dreje sig om opfattelsen af og tanker om sig selv, sit eget værd, om verden, om hvordan og hvor hurtigt farlige ting kan ske eller om kropslige fornemmelser. Faktorer som stress og skræmmende oplevelser, f.eks. med sygdom og dødsfald, kritik mv. kan dog også medvirke til, at vi lettere kommer i tanker om og bliver opmærksom på det værst mulige udfald af en situation, og for nogen kan kroppen dermed blive mere sensitiv overfor at gå i ”alarmberedskab”.

De forskellige angstlidelser har oftest et typisk omdrejningspunkt, som karakteriserer indholdet af de skræmmende tanker og som derved bliver centralt for, hvordan personen handler for at klare sig bedst i en given situation. F.eks. kan personer med socialfobi tænke: "Jeg er kedelig og hvis jeg siger noget vil alle kigge på mig". En konsekvens af denne tanke kan være, at personen med socialfobi vælger at isolere sig fra andre mennesker.

Personen som lider af panikangst kan tænke: "Nu sejler det hele for mig og jeg mister kontrollen over mig selv hvis jeg ikke kommer væk". En konsekvens af denne tanke kan være, at personen undgår at tage bus/tog, gå i biografen eller at købe ind, fordi disse situationer kan aktivere angsten og oplevelsen af ikke at kunne komme væk.

Eller personen der lider af OCD kan have opfattelsen af at "når jeg kan tænke på de her forfærdelige ting, så er jeg måske farlig for andre". En konsekvens af denne tanke kan være, at personen med OCD laver forskellige ritualer for at undgå den forventede skade

I korte træk arbejder vi således i kognitiv adfærdsterapi med personens tanker om og deraf følgende vurdering af de "truende" begivenheder, samt personens vurdering af sig selv og mulighed for at klare begivenhederne.

Til dette formål arbejder vi i den terapeutiske proces med at finde ud af, hvad det lige præcis er for nogle tanker og vurderinger der ligger til grund for den angst eller ubehag du oplever, og på at sætte spørgsmålstegn ved, om det nødvendigvis er den eneste måde, at anskue begivenheden på.

I forlængelse heraf er en vigtig del af kognitiv adfærdsterapi at forstå, hvordan adfærden; de ting, man foretager sig for at dæmpe eller undgå angsten, påvirker og er med til at opretholde problemet. Når en person med panikangst f.eks. konsekvent undgår supermarkedet, som opleves som "farligt", finder man aldrig ud af, at man faktisk kan klare situationen, og at der ikke sker det frygtede.

Parallelt hertil finder en OCD-ramt med angst for bakterier aldrig ud af, at det eksempelvis ikke er farligt at røre ved bestemte genstande, fordi vedkommende undgår dem eller vasker sig grundigt umiddelbart efter kontakt med genstanden. I terapien indgår der derfor mange øvelser, som går ud på, at klienten skridt for skridt arbejder med at nærme sig og være i de frygtede situationer, sådan at der skabes konkrete erfaringer med, at disse ikke er så farlige som først antaget.

Erfaringerne støtter således klientens mulighed for at bevæge sig fra de fare-fokuserede tanke-handlingscirkler og over i nogle mere konstruktive. Man kan med andre ord sige at klienten gennem terapiforløbet støttes til at identificere hvor han/hun er blevet fanget eller fastlåst i sin tænkning. Således lærer han/hun nye hjælpsomme tilgange, der frigør fra de tidligere vanskeligheder.

Den kognitive behandling centrerer sig om klientens situation som den ser ud her og nu, og om de aktuelle problematikker/vanskeligheder. Men som en vigtig forlængelse heraf tages der naturligvis også højde for tidligere vanskeligheder og oplevelser, der kan have indflydelse på den aktuelle lidelse, så selvom barndommen og tidlige oplevelser ikke er det primære fokus for kognitiv adfærdsterapi, inddrages disse hvor det er relevant for klienten.

Herudover kan kropslige metoder indgå i behandlingen, da mange mennesker, der lider af angst eller relaterede lidelser kan have stor gavn af afslapnings- eller afspændingsøvelser, der dels kan anvendes som direkte metode i terapitimen og dels kan bruges i dagligdagen til at opnå øget velvære og mindre stress.

Sammenfattende handler kognitiv adfærdsterapi om, at klienten ved terapiforløbets afslutning skal have erhvervet sig nogle redskaber, som kan anvendes fremover, således at man bliver sin egen terapeut og kan fastholde den positive udvikling og den konstruktive tilgang til angsten, som man har opnået i terapien. Forskningen viser da også, at "holdbarheden" af kognitiv adfærdsterapi er særdeles god, og at risikoen for tilbagefald er mindst ved denne behandling.

Hvis du vil læse mere om kognitiv adfærdsterapi, kan du finde en artikel om det på her 

Kognitiv terapi...

Kognition betyder tænkning eller erkendelse og handler om, hvad man gør med de sanseindtryk, man får såvel fra verden som fra sig selv.

Kognitiv terapi er således en terapiform der tager udgangspunkt i og lægger vægt på den tænkning, man har i forbindelse med de situationer, man befinder sig i.

Den måde man tænker på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan man vurderer og oplever sig selv og en given situation eller begivenhed.

Kort sagt handler....

Sammenfattende handler kognitiv terapi om, at klienten ved terapiforløbets afslutning skal have erhvervet sig nogle redskaber, som kan anvendes fremover,

således at man bliver sin egen terapeut og kan fastholde den positive udvikling og den konstruktive tilgang til angsten, som man har opnået i terapien.

Tankemønstre...

 

Når du bliver opmærksom på de uhensigstmæssige tankemønstre, har du muligheden for at ændre dem.

Jysk Terapi Center v/Lars Graagaard
Dudal Webdesign
Lars Graagaard
Psykoterapeut
Tag springet og få startet en sund process. Skriv dit nummer, så ringer jeg.
Skolegade 38, 7500 Holstebro, Se kort
Østerbyvej 2, Bølling, 6900 Skjern, Se kort
Eskær 13, Tråsbøl, 6200 Aabenraa, Se kort