Sex er selvfølgelig vigtigt. Men det allervigtigste er ærlighed, nærhed og balance. Det mener professor Sue Johnson, som her giver dig ti punkter, der kan give dig (og din partner) det parforhold, I drømmer om. Og det som holder.

1. I er ikke sammen for børnenes skyld

Længsel lyder nærmest som en Jane Austen-roman, men det gammeldags ord dækker over det tidløse faktum, at to mennesker vil hinanden. Par, der elsker hinanden, længes efter at nå og mærke hinanden. De er ikke sammen for familiens eller børnenes skyld, absolut ikke, understreger den canadiske professor i psykologi og forfatter til den nye bog "Hold mig" (Forlaget Mindspace), Sue Johnson.
Hun har udviklet, hvad hun kalder det 21. århundredes parterapi, emotionsfokuseret parterapi (EFT).

Terapi baseret på forskning i parforhold, tilknytning mellem mennesker og kærlighed. Hun ved præcis, hvilke elementer, der skal til for at skabe et lykkeligt samliv (nemlig det, du finder på disse sider...). Hun siger dog også, at hendes nye forskning på trods af, at den er dokumenteret i alle ender og kanter, bliver ignoreret, fordi "fakta om vores sårbarhed og afhængighed ikke harmonerer med det billede, vi moderne mennesker helst vil have af os selv som frie og uafhængige og med krav om at være "seksuelt og personligt" på vej hele livet". Hvilket hun synes er en skam, da det først er når vi begynder at stå ved vores sårbarhed og længsel, at vi kan få det parforhold, vi drømmer om. Og det vil ikke kun gavne forholdet, men også resten af familien.

Som Sue Johnson siger: – Hvis I som forældre ikke elsker hinanden, hvem skal så lære børnene om kærlighed?

2. Frihed (men først tryghed)

– Min forskning viser, at frihed er vigtig for alle mennesker, men at vi faktisk først har glæde af frihedsfølelsen, når vi er trygge. Utrygge børn bliver hos deres mor, og utrygge partnere bliver hos hinanden. Gode ægteskaber og parforhold er fulde af frihed og giver plads til, at man kan have forskellige drømme, fordi man ikke er i tvivl om samhørigheden i relationen. De første år af mit ægteskab, tog jeg med min mand på trekking i bjergene, og den dag jeg så indrømmede, at jeg egentlig ikke elskede det, men tværtimod ikke brød mig om det, var han selvfølgelig overrasket. Men jeg behøver for eksempel ikke at elske at klatre i bjerge, fordi min mand gør det. Med årene har jeg også lært ikke at brokke mig over at passe børnene og holde skansen, mens han klatrer, men har tværtimod følt, at det var skønt, han tog af sted og kom glad hjem, og at jeg slap. Vi skal kunne vokse og udvikle os livet igennem både alene og sammen med vores partner.

3. Begge skal kunne tilgive - og sige undskyld

Utroskab og dybe svigt er svære at overleve i parforhold, men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Tilgivelse er en vigtig faktor i lykkelige parforhold, men efter Sue Johnsons mening ikke ud fra den moralske og selvregulerende tankegang, man ser i traditionel kognitiv parterapi, hvor det ligger i luften og måske ligefrem bliver sagt "at nu er du nødt til at tilgive din partners affære, det er jo ti år siden...", underforstået, at det er barnligt, småligt og umodent at bære nag og være jaloux.

Sue Johnson ser anderledes på det: – Vi er følende pattedyr, og vi føler det, vi føler, så længe vi føler det. En moralsk beslutning om at tilgive sidder et andet sted i hjernen end dine følelser, og i øvrigt elsker vi jo ikke med fornuften. Så hvis din partner har svigtet dig, er det fuldkommen naturlig selvbeskyttelse, at amygdala (hjernens angstcenter, red.) er bange for, at det sker igen. Sagt på en anden måde: Det er nervesystemet, der bestemmer, hvornår vi tilgiver, ikke den kognitive hjerne. Det, vi til gengæld kan se i ægteskaber, hvor man er kommet videre efter en krise, er, at tilgivelsen kommer automatisk, når den part, der har svigtet, oprigtigt viser, at han eller hun er ked af at have såret sin partner. Det at se oprigtigheden opløser automatisk følelsen af svigt og sorg. Der er skabt grobund for kærlighed. Tilgivelse, der er en beslutning, fordi "der er gået så og så lang tid", gør intet for relationen.

4. Der er en tryg følelsesmæssig balance

Det vigtigste i et livslangt, lykkeligt ægteskab er ikke sex, penge eller fælles værdier: Men følelsesmæssig nærhed og balance.

– Det er som en smuk argentinsk tango, hvor parterne bevæger sig sammen og helt frit, hvilket kun er muligt, fordi de hver især har balancen. Sagt på en anden måde: Empati og dyb indlevelse i et andet menneske er kun fuldt muligt, hvis du hviler i dig selv og er i balance, siger Sue Johnson.

5. I har tætte bånd

Et sundt parforhold har en række træk til fælles med relationen mellem mor og barn (undtagen forhåbentlig babysproget). Basalt set ønsker vi at nå det andet menneske, og følelsen af at høre til er stærkere end ens egne behov. Ifølge Sue Johnson er det med at ville bonde en del af vores genetiske kode. Men det kan være svært.

– Det er vanskeligt for moderne kvinder og mænd at acceptere, at deres selvstændighed bliver mindre, og at de bliver følelsesmæssigt afhængige af deres partner. For mange er det så skræmmende at komme tæt på, at de hellere vil lukke ned.

Nære relationer tvinger os ifølge Sue Johnson ud i de nullermandsbefængte hjørner af sindet, hvor følelser som jalousi, angst for at miste, lavt selvværd, afhængighed, forvirring og sorg ligger og lurer, og de følelser, har vi hverken lyst til at mærke eller belemre partneren med, fordi vi dybest skammer os over deres banale udtryk. Vi finder på dårlige ting ved forholdet, skælder ud eller trækker os, og sexlysten ryger i svinget. Og eftersom sex er en af de måder, vi bonder på, mister vi dermed en bro tilbage til intimiteten. Ironisk nok viser ny forskning som sagt, at det er dybe intime forhold, begge køn længes efter.

6. Du er empatisk (og det er din partner også)

Forskning viser, at mennesker, der elsker hinanden, kigger lidt længere tid på hinanden og kan tolke selv det mindste signal hos partneren – og de oplever mindre stress og smerte. Bogstaveligt talt. Det sidste kan man se på hjernescanninger, hvor kvinder udsættes for kunstigt påført smerte samtidig med, at man ser hvilke områder af deres hjerne, der lyser op. Kvinder, der er alene, eller lever i et dårligt parforhold, reagerer tydeligt på smerte. Ikke bare, når de skal fortælle om det bagefter, men deres nervesystem er mere følsomt. For eksempel oplyses de centre i hjernen, der registrerer smerte meget tydeligt hos de ulykkelige kvinder, hvorimod der ikke ses tegn på smerteudslag, når kvinder, der føler sig trygge og lykkelige i deres ægteskab, gennemgår samme smertetest.

– Vores forskning beviser det, man hele tiden har vidst, men ikke har haft bevis for tidligere, nemlig at trygge relationer forbedrer vores modstandskraft over for smerte og sygdom, forklarer Sue Johnson.

7. Sex, sex, sex

Selvfølgelig fylder afsnittet om sex mere end de andre, eftersom sex er livsvigtigt i et forhold. Undersøgelser viser dog overraskende i kontrast til tidens tendens, hvor man taler om polygami, åbne forhold og fri sex, at det er mennesker i langvarige monogame forhold, der føler sig mest frie og tilfredse seksuelt, ikke dem, der har erotisk carte blanche. Ifølge Sue Johnson er det slet ikke så overraskende:

– Vi er pattedyr, tilknytning er vores stærkeste kort, så jo tryggere vi er, jo mere tør vi eksperimentere også seksuelt. Hvis lysten og spændingen mangler i parforholdet, er kuren efter hendes mening ikke, at man giver hinanden lov til at bolle ved siden af.

– Fri sex eller polyamorøsitet kan lyde som en god løsning, men det er ikke det, hverken mænd eller kvinder finder dyb tilfredsstillelse i. Den korte rus og følelsen af at være begæret er som at tisse i bukserne, og i øvrigt er det meget sjældent noget, parterne er enige om. Tit føler den ene part sig tvunget til at sige ja for ikke at miste den anden, og tro mig, jeg sidder med parrene i terapi bagefter. Det er ikke et kønt syn, og jeg kan ikke hjælpe par, hvor manden for eksempel synes, at hans kone skal acceptere, at han har en elskerinde. Hvordan skal jeg kunne overbevise hende om, at hun er den vigtigste for ham (det er netop den følelse af at have særstatus, der er allervigtigst i et parforhold). Det er hun jo ikke. Han vil ikke tilsidesætte sine egne behov for hendes skyld, men kræver omvendt, at hun gør det for ham.

8. Åbenhed, også om det flove

Vi har seks grundfølelser (glæde, sorg, vrede, angst, væmmelse og overraskelse), og i et parforhold er vi nødt til at være ærlige om dem, forklarer Sue Johnson.

– Jeg oplever ofte i terapi, at par som har kendt hinanden i årevis og har børn sammen er skrækslagne for at vise deres sårbare sider. Men det pudsige er, at vi – i modsætning til, hvad vi tror – ikke støder partneren fra os, når vi er ærlige om vores følelser, men tværtimod når vi ikke er.

9. Du skal være large

At være intime betyder ikke, at man klistrer til hinanden. At have et intimt forhold går ud på at være lige så gode til at være sammen som til at være fra hinanden. I et godt forhold spiller man ikke large, man er large. Og man kan sagtens være alene uden, at det påvirker ens følelse af tryghed.

10. Den rigtige terapi kan redde dit parforhold

Sidste udvej for mange er at søge en parterapeut. Desværre kommer mange for sent, så det kommer til at handle om at blive skilt på en pæn måde. I de fleste tilfælde er parterapien også kun "overfladebehandling", man begynder måske at tale pænere til hinanden eller får sexlivet op at køre igen, men kun for en periode, før parret falder tilbage i deres gamle "dans". En del vil derefter forlade deres ægteskab for at gå ud og finde en ny i den tro, at der findes en, de vil have det meget lettere med.

– Hvis du i din terapi har fået analyseret dig frem til, at du skal bryde ud af dit ægteskab for at finde din soulmate, er det i de fleste tilfælde terapeuten, du skal fyre, ikke din partner. Den rigtige terapi kan redde de fleste ægteskaber, medmindre der er tale om et stendødt forhold, misbrug, vold eller udnyttelse, understreger hun og fortæller, at der i de sidste tyve år har været en kæmpe efterspørgsel efter parterapeuter, men at de ikke har vidst, hvad de skulle stille op – det har været individuel terapi for to.

– I dag ved vi ud fra forskning og ikke gætværk, hvad der kører skævt, og hvad der skal til for at rette det op. I næsten alle dårlige forhold er der en såkaldt "protestpolka" i gang, hvor den ene kritiserer, og den anden trækker sig, og hvor skænderierne følger et særligt mareridtsagtigt mønster, hvor et løftet øjenbryn er nok til at udløse en håbløs katastrofeagtig "vi finder aldrig hinanden-stemning". Forskning viser, at otte ud af ti par, der er fanget i et protestpolkamønster, ender med at blive skilt inden for fire-fem år, hvis ikke de får hjælp. Pointen er at finde mønsteret i deres skænderier og indse, at problemet og skylden ikke ligger hos nogen af dem, men i selve den "dans", de har udviklet sammen. Det gode er, at de også kan opdage, at bag den ligegyldighed og afvisning, de frygter fra partneren, ligger kun angst og usikkerhed. Selv vrede og tavshed dækker over ønsket om at nå det andet menneske, men man ved bare ikke hvordan, siger Sue Johnson.

Kilde : BT